Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Mennesker imellem’ Category

Er på seminar hvor et par af oplægsholderne fik mine fordomme til at stå i kø. I hvert fald før jeg mødte dem.

Den første var Leonora Christina Skov, som jeg har set en del gange i mit yndlingsprogram Smagsdommerne. Røde læber der konsekvent og unuanceret kritiserer enhver form for manglende unikhed, mens hun vipper indigneret med sine røde stilletter.

Den anden var Ditte Okman, som lavede en fadæse (mens hun var ansat som kommunikationskonsulent ved Venstre) ved at komme med en bitter Facebook-opdatering om en uskyldig kioskdame på Christiansborg. En journalist fik øje på hendes statusopdatering – og så kørte mediemaskinen!

Som kommunikationsmenneske tænkte jeg, at det var dog utroligt, at hun ikke selv kunne forstå, at sådan noget gør man bare ikke.

Nu har jeg mødt dem begge. Og de brænder begge igennem som store personligheder.

Jovel var de røde stilletter på plads. Men det var budskaberne også. Hun tør i den grad stå ved sig selv og fortælle om sine storladne drømme. Hun visualiserer dem helt konkret. Hun havde fx forrestillet sig, hvordan hun ville have det den dag, hun ikke bekymrede sig om sin økonomi mere. Inden for et år var det virkelighed. Lige nu visualiserer hun at have en papfigur af sig selv i naturstørrelse. I Singapore. Den symboliserer, at hun vil have sine bøger oversat til flere store sprog. Var der nogen der sagde Jantelov? Eller: “Ahr, nu må hun styre sig!”Nej ikke mens hun hørte det i hvert fald.

Jeg tager hatten af for folk, der ublu tør stå ved deres store drømme i stedet for at affinde sig med middelmådigheden, for det kræver mod at være der. Det er let nok at drømme, men at fortælle dem højt!

Og helt menneskelig var hun. De flotte røde stilletter med hjerteformede snørrebånd var kun til pynt. Hun havde skiftesko med for hun kunne ikke gå i dem. Kun stå. Total god selvironi at indrømme det.

Og hvad Ditte Okman angår så har hun formået – i stedet for at forsvinde i et musehul til evig tid – at stå åbent frem med sin fadæse. Stå ved den, undskylde, og tage ved lære af situationen. Sådan!

I buddhismen har jeg lært, hvordan enhver form for modstand i virkeligheden er en gave til en. Hvordan den smukke lotusblomst (gaven) har kæmpet sig op gennem mudderet (modstanden). Men sjældent har jeg mødt nogen, hvor det er så tydeligt, at det er det, som er sket.

Alt i alt, så blev mine fordomme bragt til skamme. Noten til mig selv må være, at det handler om at se mennesket og ikke deres umiddelbare udtryk eller handlinger. Og jeg kan huske flere gange, hvor jeg har syntes en person var træls, og da jeg lærte ham/hende at kende, fandt jeg mindst én fantastisk side i personen.

Tilbage til Ditte og Leonora Christina. Jeg tror ikke, de kan fordrage hinanden.

Gad vide om de nogensinde har mødt hinanden?

Reklamer

Read Full Post »

Nej, det er ikke mig, som siger dette, og derfor er det sat i anførselstegn.

Jeg hørte det i dag. Dog kun indirekte. Og det var kommet fra en pikkelstiv mand. Som – da jeg kom ind i billedet ved at kigge ud af min franske altandør – lå ubevægelig på fortovet med blod i hele hovedet.

En taxa-chauffør var sprunget ud af sin bil for at hjælpe manden. Han havde fået liv i ham.

Manden løftede hovedet. Og bang, så knaldede det ned i jorden igen. Den kolde jord og den hårde fortovskant.

Manden var blevet kørt hjem i taxa. Chaufføren havde tilbudt ham at følge ham helt hen til døren, fordi han ikke kunne balancere. Men manden havde svaret: “Nej, jeg vil ikke røres af en perker!”

Alligevel blev taxa-chaufføren der troligt, indtil Politiet dukkede op efter godt en halv time. [Det var så i øvrigt temmelig svært at få hjælp via 112, mere om det en anden dag.]

Sikke en storhed at vise! At blive talt til på denne måde, og så alligevel vise menneskelighed og næstekærlighed nok til at sikre sig, at manden ikke bare lå der uden opsyn. 

Branderten med blodtuden kom til bevidsthed. Hans blodige fingre fægtede og greb ud efter taxachaufføren. Men nu for at sige tak og fortælle, at lige præcis ham her var god nok.

Nemlig! Han var god nok. Han gjorde det, han gjorde, fordi han er et anstændigt og ansvarligt menneske og hjælper sin næste. Ikke fordi han var dansker eller perker eller taxachauffør.

Hvordan ville branderten selv have reageret, hvis han skulle have hjulpet en i hans øjne mindreværdig? Han var nok bare gået forbi. Hvorfor tror vi kun, at det er de få “perkere” som er til nytte for os, som er gode nok?

Det frustrerer mig, at det er så udbredt at kategorisere folk og sætte etikette på, hvorefter vi dømmer, at vi selv er bedre. Men hvis dem, vi dømmer og sætter etikette på, er mere menneskelige end os selv, hvem har så det største liv?

Jeg er ikke i tvivl om, at jo “mindre liv” vi har, jo mindre vi udlever vores livs potentiale, jo større trang får vi til at dømme andre og vurdere, at vi er bedre end dem.

Jeg ønsker for ham manden, at han kommer ud af sin brandert og ud af sin vildfarelse om andre menneskers værdi.

Og tak til taxa-chaufføren, som viste stor menneskelighed i stedet for at vende ryggen til. Mange danskere ville have været fornærmet over at være blevet talt sådan til og ville have ladet sit lille ego tale og dermed have gået sin vej. Rart at se, at ikke alle lader sig styre af det lille ego.

Read Full Post »