Feeds:
Indlæg
Kommentarer

…fordi jeg for tiden skriver på min anden blog, som primært handler om sociale medier – og samtidig er den blog jeg bruger i forbindelse med jobsøgning.

Jeg håber, vi ses derovre 🙂

https://mediealfen.wordpress.com/

Vil blot lige hurtigt dele to gode oplevelser med færdigretter fra Hanegal. Det er superlækkert, når jeg er alene hjemme og har travlt med at skrive ansøgninger til alle de spændende ledige jobs, der lige nu er inden for kommunikation og sociale medier.

1) Deres færdiglavede lasagne – er vildt lækker og ser virkelig hjemmelavet ud, når den er færdig i ovnen. Sprød ovenpå og godt fyld, så den mætter uden at det føles som at have spist en bombe.

Og hvis man tæller Propoint i WeightWatcher-systemet, så koster den kun 11 point. Den er et fint måltid i sig selv eller kan suppleres med revne gulerødder eller grønne bønner eller andre “gratis” point.

2) Hanegals Thaigryde med linser og andet godt. Godt krydret, smager godt og mætter dejligt. Og “koster” kun 7 Propoints!
Igen supplerer jeg med nogle grøntsager af en slags.
Rettelse: Efter endnu en udregning viste det sig at også Thaigryden har i alt 11 point. Det er dog stadig ok i WW-regi…

Du kan læse mere om Hanegals økologiske færdigretter her:
http://www.hanegal.dk/Klassiske_middagsretter.asp

Retterne koster ca. 30 kr. i Kiwi. Kan også fås i nogle helsekostbutikker og andre steder. Følg evt. med på deres Facebook-side, hvor de er flinke til at fortælle, hvor deres varer kan fås og hvor de er på tilbud: www.facebook.com/heltudennumre

Som det fremgår af mit seneste blog-indlæg var jeg til et seminar, hvor Leonora Christine Skov var en af oplægsholderne.

Hun kom i sin flotte kjole fra Miss Dotty og superhøje røde stilletter og skulle snakke foran en blandet flok let støvede magistre, p.t. uden for arbejdsmarkedet (alle medlemmer af Dansk Magisterforening, fagforenings-pendanten til Magistrenes A-kasse).

Hun indledte nærmest sukkende: “Jeg var også en gang medlem af en a-kasse!” Og hendes medlidenhed med os stod hende ud af øjnene.

Ingen tvivl om, at hendes liv var meget federe nu, hvor hun ikke var i a-kasse mere. Hun havde brugt nok af sin tid på at udfylde dagpengeskemaer for at kunne få supplerende dagpenge i perioder med lavvande på indtægtssiden.

Lige dér ramte hun noget i mig. Trangen til IKKE at være i en a-kasse. Jeg har en forhistorie med skiftende a-kasser. Ikke kun pga. paragrafrytteri og lange besværlige udformninger af dagpengesedler. Men også pga. den manglende tillid til at jeg virkelig gerne ville prøve mine kræfter af og ikke ville snyde nogen som helst:

Som næsten nyuddannet og stadig arbejdsløs var jeg på en juleferie (ca. 2004) i min hjemby Haderslev. Som sædvanlig var jeg ude at få et par lokale juleøl (Ding Dong fra bryggeriet Fuglsang). Her faldt jeg ved en bar i snak med en direktør for et firma og en af hans medarbejdere, som senere henvendte sig til mig, fordi de kunne bruge mine kompetencer, men kun til en enkeltstående opgave. De manglede nogle øjne udefra til et projekt.

Jeg var glad for at kunne få lidt på CV’et, selvom de ikke kunne ansætte mig. Heller ikke på timebasis – de ville bare gerne have en regning for mit arbejde.

Men uha, hvor var det vanskeligt at forklare a-kassen dette. Jeg blev mistænkeliggjort, for hvad jeg dog havde gjort for at få denne tjans? Havde jeg ligefrem “lagt op til” at jeg solgte den slags ydelser (for det var enten ikke tilladt eller ogsså skulle jeg modregne det antal timer jeg havde brugt på denne reklame for mig selv – og selve mødet faldt jo midt i min juleferie, og man må jo ikke arbejde i sin ferie heller).

Efter mange timer, meget besvær og udfyldelse af alle mulige papirer for både mig og den stakkels direktør, som blot skulle bruge mig til et job på ca. 10 timer, lykkedes det endelig at få udført tjansen, modtage betaling og få det modregnet i dagpenge.

Men ak og ve! Det firma – som i øvrigt var meget tilfredse med min indsats og som begyndte at overveje at finde et job til mig (men så fik jeg ansættelse andetsteds) – var nok færdige med at få en ledig til at udføre nogle tjanser for dem efterfølgende. Der var ingen grænser for, hvad de skulle udfylde af formularer for at kontrollere at jeg ikke løj for a-kassen og frigørelsesattest og hvad ved jeg.

Sådanne vilkår er ekstremt utilfredsstillende for alle parter. Også for a-kassen. Det kan da kun være i alle interesse, at de her små jobs faktisk bliver løst, og at det er en ledig, der får tjansen og ikke en, der i forvejen knokler 37-50 timer i ugen! Men nej. Tjansen jeg fik var et godt eksempel på et lille mini-job, som de kun kom i tanke om, fordi de havde mødt mig.

Følelsen af at jeg var blevet mistænkeliggjort ud over alle grænser gjorde, at jeg skiftede til ASE, da jeg nogle år senere vidste at jeg var på vej ud i arbejdsløshed (fordi min ansættelsesperiode var ved at udløbe) og jeg tænkte, at nu ville jeg begynde at tage nogle opgaver ind. Opgaver, som flere fra mit netværk havde ymtet, de kunne give mig. Ikke det store, men alligevel så var det bedre end bare at være ren arbejdsløs på CV’et.

Og det burde en a-kasse som ASE – en a-kasse for både selvstændige og lønmodtagere – da kunne finde ud af.

Der blev jeg så også en hel del klogere. Men det var mere i forhold til den behandling jeg blev “underkastet” som ledig. Mere om det en anden dag.

Tilbage til dagens tekst:

Selvfølgelig skal regler overholdes, men bør vi have regler, som gør det overordentligt vanskeligt for den ledige at få erfaring, holde sig selv i gang og skabe netværk (og dermed jobmuligheder)?

Man kan godt registrere sig som havende selvstændig bibeskæftigelse, mens man er på dagpenge, men i maks. 78 uger. Herefter skal man på tro og love skrive under på, at man ikke “gør det mere”. Og de eventuelle forbindelser man har ryger ud i periferien. Og her gælder alle 78 uger, selvom der måske har været 58 uger, hvor man faktisk ikke har haft nogen indtægt via bibeskæftigelse.

Ville det ikke være muligt at have en bagatel-grænse, således at hvis det man tjener (og som man fx modtager som betaling via regning) ikke overstiger x antal timer (fx 20 timer i måneden) eller x antal kroner (fx 5000 kr. i måneden), så behøver ingen – hverken a-kasse, “kunde”/evt. kommende arbejdsgiver eller den ledige trækkes med at udfylde diverse formularer.

Den tid der går med at udfylde disse formularer kan bruges meget mere frugtbart på jobsøgning og/eller freelance-arbejde.

Så  kom nu, kære nuværende regering! Gør noget, så vi kan få lov til at bruge vores kompetencer – også selvom vi er ledige!

På forhånd tak

– fra de mange kompetencer og topmotiverede a-kassemedlemmer, som endnu faktisk er medlem af en a-kasse.

Mød mennesket bag

Er på seminar hvor et par af oplægsholderne fik mine fordomme til at stå i kø. I hvert fald før jeg mødte dem.

Den første var Leonora Christina Skov, som jeg har set en del gange i mit yndlingsprogram Smagsdommerne. Røde læber der konsekvent og unuanceret kritiserer enhver form for manglende unikhed, mens hun vipper indigneret med sine røde stilletter.

Den anden var Ditte Okman, som lavede en fadæse (mens hun var ansat som kommunikationskonsulent ved Venstre) ved at komme med en bitter Facebook-opdatering om en uskyldig kioskdame på Christiansborg. En journalist fik øje på hendes statusopdatering – og så kørte mediemaskinen!

Som kommunikationsmenneske tænkte jeg, at det var dog utroligt, at hun ikke selv kunne forstå, at sådan noget gør man bare ikke.

Nu har jeg mødt dem begge. Og de brænder begge igennem som store personligheder.

Jovel var de røde stilletter på plads. Men det var budskaberne også. Hun tør i den grad stå ved sig selv og fortælle om sine storladne drømme. Hun visualiserer dem helt konkret. Hun havde fx forrestillet sig, hvordan hun ville have det den dag, hun ikke bekymrede sig om sin økonomi mere. Inden for et år var det virkelighed. Lige nu visualiserer hun at have en papfigur af sig selv i naturstørrelse. I Singapore. Den symboliserer, at hun vil have sine bøger oversat til flere store sprog. Var der nogen der sagde Jantelov? Eller: “Ahr, nu må hun styre sig!”Nej ikke mens hun hørte det i hvert fald.

Jeg tager hatten af for folk, der ublu tør stå ved deres store drømme i stedet for at affinde sig med middelmådigheden, for det kræver mod at være der. Det er let nok at drømme, men at fortælle dem højt!

Og helt menneskelig var hun. De flotte røde stilletter med hjerteformede snørrebånd var kun til pynt. Hun havde skiftesko med for hun kunne ikke gå i dem. Kun stå. Total god selvironi at indrømme det.

Og hvad Ditte Okman angår så har hun formået – i stedet for at forsvinde i et musehul til evig tid – at stå åbent frem med sin fadæse. Stå ved den, undskylde, og tage ved lære af situationen. Sådan!

I buddhismen har jeg lært, hvordan enhver form for modstand i virkeligheden er en gave til en. Hvordan den smukke lotusblomst (gaven) har kæmpet sig op gennem mudderet (modstanden). Men sjældent har jeg mødt nogen, hvor det er så tydeligt, at det er det, som er sket.

Alt i alt, så blev mine fordomme bragt til skamme. Noten til mig selv må være, at det handler om at se mennesket og ikke deres umiddelbare udtryk eller handlinger. Og jeg kan huske flere gange, hvor jeg har syntes en person var træls, og da jeg lærte ham/hende at kende, fandt jeg mindst én fantastisk side i personen.

Tilbage til Ditte og Leonora Christina. Jeg tror ikke, de kan fordrage hinanden.

Gad vide om de nogensinde har mødt hinanden?

Boobs and Brains med årets medalje 2011

Boobs and Brains, dvs. Berit og Karina, viser stolt deres medaljer frem, ikke at forveklse med attributter fra deres team-navn.

Indrømmet med det samme: Boobs and Brains skulle have haft sin egen blog, men da jeg ikke en gang har blogget her hele sommeren, var det  urealistisk at give Boobs and Brains en eksklusiv blog. Derfor er de/den nu endt som en kategori på denne blog.

Boobs and Brains er et cykelhold, som består af undertegnede og hendes livsveninde, Karina Steffen. Livsveninder fordi vi har kendt hinanden fra vi var helt små. Bittesmå. Faktisk da vi lå i vores mødres maver. Og hvis vi ikke havde kendt hinanden fra starten, ja så var vi ALDRIG faldet over hinanden (bare rolig vi har snakket om det her flere gange): Vi ville aldrig have kigget på hinanden og tænkt: “Nej, hvor er hun bare en fed person med total fed stil og i øvrigt nem at snakke med, så hende vil jeg være veninde med…” Men skæbnen ville at vi fandt hinanden alligevel – og vi følger hinanden i tykt og tyndt.

Faktisk kan vi være noget så irriterede på hinanden og dét kan jeg skrive meget mere om. Men ikke i dag. (Men på ovenstående billede kan man se, hvordan især Karina nogle gange kan være irriterende…) (…Der kan du selv se, hvad der sker, Karina, når man ikke selv vil være med på sin egen blog;))

I søndags gennemførte vi løbet Tour de Femme for anden gang. Hvorfor vi begyndte på det i 2010 kan I få en anden dag. Løbet er på 103 km og ALLE kan deltage. Den ældste deltager var i slut 60’erne og brugte bare sin havelåge. Løbet er kun for kvinder, men mænd kan deltage som Vandkaniner (med en fræk lille bunny-tale), Bananpindsvin (med en mindst lige så fræk banandispenser) eller som Cykelbørster (som håndfejer svingene med nænsom hånd før vi kommer bumlende igennem dem). Her er overvandkaninen, som også har sin egen Facebook-side. Han står ved siden af Berit og Karina på det allersidste pit-stop på touren (ved Moesgaard):

Vandkanin med Boobs and Brains

Boobs and Brains møder Majorvandkaninen og får et lille kram på Tour de Femmes sidste pit ved Moesgaard

Vi var meget stolte over at gennemføre, da vi har haft skader af diverse art. Den mest alvorlige var, at Karina skulle have knæet opereret (efter en fulderik havde væltet hende af cyklen). Så faktisk havde hun kun cyklet ca. 12 km i streg de sidste par måneder op til det store løb i søndags.
Vores strategi var at stå af cyklen og tage den på træk når der var store stigninger. Det betød at vi – og især Karina – kunne gennemføre løbet.
Derudover er de mange pit stops, eller depoter hedder de vist og der er 5 af dem, bare så hyggelige og fungerer som rene energi-indsprøjtninger på touren.
Vores tid i år var på syv timer, mod de seks timer sidste år. Men i år trak vi så også og havde i øvrigt modvind eller sidevind på 2/3 dele af touren.
Der kommer flere historier ang. Tour de Femme (fx omsorg, goodiebags og gamle cykler) og Boobs and Brains (måske noget om navnet og vores historie…?). Fortæl hvis er noget du vil høre om NU.
Kunne du finde på at deltage i sådan et cykelløb?
Se evt. mere  på Tour de Femmes webside

I går var en god dag fordi:
– jeg opnåede min ønskede målvægt
– fik dobbeltkram af bonussøn, da jeg kom med hans glemte skoletaske lige inden deres morgensamling
– De 5 gårde sendte mig 100 kr. og en STOR æske chokolade fra Summerbirds, fordi jeg har skrevet til dem om 100 gram svind i en pakke med 260 gram kyllingekød (og jeg fik også en undskyldning fra dem og lovning om at de vil være ops på at slagterierne putter det, de lover, i bakkerne).

Jeg kan bare ikke finde ud af om De 5 gårde er et godt valg i forhold til dyrevelfærd. Ved du noget om det?

Det er længe siden jeg har skrevet, men jeg skal nok komme tilbage… Skal lige have overstået mine eksamener og sådan… Indtil da: Hav det dejligt!